Mentorsamtaler og professionel udvikling for nye lærere

Artiklen præsenterer en empirisk undersøgelse af mentoring af nye lærere. I artiklen spørges til, hvad der henholdsvis befordrer og hæmmer at praktisere mentoring for nye lærere med fokus på professionel udvikling. Mentoring på fi re skoler i samme kommune blev fulgt et år. Skolerne var udpeget af kommunen ud fra parametre om forskellighed i forhold til størrelse og erfaringer med mentoring på skolen og ud fra villighed i at deltage i projektet. Undersøgelsen viser, at ledelsens opmærksomhed på professionel udvikling, muligheden for observation, gruppementoring, hvordan man forstår mentors rolle, og udvælgelse af mentor herunder mentorkompetencer ser ud til at have betydning. Dett e udfoldes i artiklen.

At blive til som lærer i tre grundlæggende forskellige læreruddannelser

Læreruddannelsens rolle i indvielsen af de studerende til professionelt lærerarbejde undersøges og diskuteres i relation til de sidste ca. 60 års læreruddannelser. 1954-loven lagde vægt på læreren som formidler af faglig viden og opdrager til nytt igsamfundsborger. Læreruddannelsen havde højskolepræg, men blev også omtalt som ’den fj erde gymnasieklasse’, de lærerstuderende som elever og praktikken som øvelsessted (øvelsesskole). 1966-loven (samt ændringerne i 1991, 1997, 2006) lagde vægt på uddannelsens teoretiske fundering, med fagene pædagogik, didaktik og psykologi, og i linjefagsstudierne, som gennem hele uddannelsens levetid udfordrede forholdet mellem teori og praksis, både internt i uddannelsen og i forholdet til skolens praksis. 2012-loven minimerede uddannelsens teoretiske dimensioner i såvel det pædagogiske som det faglige felt og lagde vægt på uddannelsens funktionelle anknytning til skolens læringsmålspraksis i både uddannelsesforståelse og praksisser.

At blive lærer i den skolebaserede læreruddannelse

I den traditionelle læreruddannelse skal de lærerstuderende gennemgå et længere forløb på læreruddannelsen, før de får erfaring med skolens praksisser. For de lærerstuderende i den skolebaserede læreruddannelse ser det anderledes ud. Dearbejder fra starten af deres uddannelse som lærere i en 1/3 lønnet stilling i en skole, samtidigt med at de uddanner sig til lærere. Dermed får deres erfaringer fra skolens praksisser i højere grad forrang. I denne artikel tages der afsæt i de lærerstuderende på den skolebaserede læreruddannelse og deres oplevelser og erfaringer med teori-praksisforbindelser og muligheden for oversætt else mellem dem. Der argumenteres for, at hvis erfaringer fra skolens praksis kommer først eller samtidigt, kan det bidrage til, at de studerende fi nder læreruddannelsens teoretiske viden relevant. Praksiserfaringerne kan spille en rolle som diskussionspartner til læreruddannelsens teoretiske viden.

Hvad skal vi med læreruddannelsen?

Artiklen undersøger lærerstuderendes og nye læreres identitetsarbejde i tilblivelsen som lærere samt hvilke teori/praksis-forståelser, der opstår i processen. Under uddannelsen motiveres de studerende af en forestilling om den gode lærer, og debeskytt er denne forestilling gennem afstandtagen og selvansvarliggørelse. Som færdiguddannede i en presset hverdag med handletvang vanskeliggøres identitetsarbejdet dog, når de oplever at mått e gå på kompromis med netop denne idé. De nye lærere efterspørger derfor redskaber og en mere virkelighedstro læreruddannelse. Artiklen viser, at de lærerstuderende og nye lærere abonnerer på en professionsforståelse, der handler om viljen til at påtage sig forpligtelser, men ikke på en professionsforståelse, der indbefatt er udvikling af teori og brug af professionsfagligt sprog. De udtrykker primært en dikotomisk teori/praksis-forståelse med en forestilling om, at ”virkeligheden” fi ndes ude på skolerne. Artiklen diskuterer forholdet mellem teori og praksis og foreslår en mindre dikotomisk forståelse af og balance mellempraksisnærhed og praksisfj ernhed i såvel læreruddannelse som folkeskole.

Læreruddannelsens rolle i lærerprofessionens historiske tilblivelse

Formålet med artiklen er at foretage en tolkning af læreruddannelsens rolle i forhold til lærernes og skolens historiske tilblivelse med udgangspunkt i begrebet om didaktiske revolutioner. Første didaktiske revolution, opfi ndelsen af undervisning, skabte hverken lærerstand eller -uddannelse, da undervisningen blev varetaget af den gejstlige stand. Under anden didaktiske revolution omkring år 1800 spillede læreruddannelsen en central rolle i tilblivelsen af den danske lærerstand, som afløste degnene som undervisere, og som fi k en social placering uden for den gejstlige stand. En selvstændig lærerstand med undervisning som hovedbeskæftigelse og med kompetencer fra en læreruddannelse blev udviklet samtidig med skabelsen af en planmæssig undervisning i strukturerede skolemæssige rammer og med regelmæssig skolegang fra elevernes side, hvilket var det centrale i anden didaktiske revolution. Under tredje didaktiske revolution fra omkring 1960 spillede læreruddannelsen en tilsvarende central rolle i lærererhvervets transformation fra stand til profession, hvilket var med til at muliggøre reformpædagogikkens modernisering af folkeskolen.

Læreruddannelsen som udviklingslaboratorium

Artiklen diskuterer muligheder og udfordringer for deltagelse og tilblivelse som lærerstuderende på 1. årgang, baseret på empirisk materiale fra “Ind i lærerfaget”, som er ét af en række projekter i “Læreruddannelsen som udviklingslaboratorium”(LULAB). Det bliver en pointe, der fremskrives i artiklens analyser, at projektet ikke kan forstås uden at forstå det som et LULAB-projekt med bott om-up eksperimenterende indsatser i professionelt samarbejde. Baseret på analyserne kondenseres en række interaktioner og relationer, der opleves som afgørende af aktørerne: oplevelse af sammenhæng på fl ere planer, udstrakt praktik på 1. årgang giver både muligheder og udfordringer, relationen mellem læreruddanner og lærerstuderende, herunder positionering af lærerstuderende som medudviklere, at studerende opleves at tage ansvar, og at forankring ikke bare må ses som et format, der rulles ud, de nye aktører skal også opleve mening. Der peges således både på positive mulighedsrum i relation til læreruddannelsen som professionsrett et uddannelse, men også på udfordringer og spændinger.

Redaktionel indledning

Nærværende nummer af Studier i Læreruddannelse og -Profession stiller det centrale spørgsmål: Hvordan bliver man i grunden til som lærer – i læreruddannelsen og i skolen? I dett e nummer sætt er vi med andre ord fokus på de forskellige tilblivelsesprocesser, der er i spil i forhold til det at blive og være lærer. Lærerprofessionen og til dels ligeså læreruddannelsen står i et forunderligt paradoks: På den ene side er den grund, som lærerprofessionen og læreruddannelsestraditionen står på, konstitueret af en rig professionshistorie og lange traditioner, og på samme tid er lærerprofessionen såvel som læreruddannelsen politiseret i en sådan grad, at intet forekommer bestandigt, men derimod er lærerens uddannelses- og deltagelsesformer nærmest spændt ud mellem konstante iterationer af forandringer og redefi neringer. Når vi beskæftiger os med tilegnelse af kundskaber og færdigheder, deltagelse og dannelse må vi nødvendigvis stille teleologiske spørgsmål. Vi må bl.a. opholde os ved spørgsmålet om endemål eller med andre ord: Hvornår er man lærer, og hvilke tilblivelsesprocesser skal man igennem for at nå dett e endemål? Præmisserne for læreres tilblivelsesprocesser ændres kontinuerligt – både af den årsag at læreruddannelsen periodisk omkalfatres, men ligeså fordi skolens og samfundets fordringer til skolens fagprofessionelle konstant forandres. I lyset af dett e ønsker vi med dett e nummer at give bidragsyderne mulighed for at bidrage med nye teoretisk og empirisk bårne perspektiver på uddannelses- og deltagelsesformer i læreruddannelse og skole, som en væsentlig del af det at blive til som lærer.

Med Pinocchio i skole

Med udgangspunkt i de politiske ønsker om en læreruddannelse, der har mere praksis, analyseres og diskuteres, hvordan praksis kan kvalifi ceres. Artiklen indledes med en påstand om, at en studiemæssig kvalifi cering af praksis ikke skal drivespå afveje af akademisering, men udfordres af høj faglighed i pædagogik, fag og akademiske dyder. Herfra argumenterer vi for et perspektivskifte i forståelsen af praksis, hvor det centrale er refl ekteret arbejde med fokuseret empiri og udvikling af den studerendes dømmekraft. Med udgangspunkt i fænomenet kernepraksis gøres fokuseret empiri til ”kernen” i perspektivskiftet. Vi har valgt at fremhæve et eksempel fra praksis for at argumentere for, at en dialektisk omgang med empiri skaber en refl ekterende sammentænkning af teori og praksis. Den dialektiske arbejdsform er kendetegnet ved at være dynamisk og ved, at den udfordrer de studerendes dømmekraft ved at bringe viden, didaktik og erfaring i spil i forhold til den fokuserede empiri. Afslutningsvis foreslår vi etablering af undersøgelsesfællesskaber som rammesættende for et rum, hvor refl eksion og dømmekraft kan faciliteres. I disse fællesskaber skaber teori og praksis mulighed for at kvalifi cere empirien og dermed den studerendes praksis og faglige refl eksion. Endelig konkretiseres fokuseret empiri, som det kan tage form i et refl ekteret undersøgelsesfællesskab.

Læreruddanneres engagement i eksperimenterende didaktiske initiativer

I artiklen undersøges læreruddanneres forståelse og engagement i arbejdet med at oversætte og være med til at implementere eksternt initierede didaktiske initiativer, der ikke oprindeligt er tænkt ind i læreruddannelsen. Det drejer sig om initiativerne Playful Learning, teknologiforståelse, Engineering i skolen, innovation og entreprenørskab samt makerspaces eller makerdidaktik. Artiklen er det foreløbige resultat af et sekventielt teoretisk og empirisk forskningsprojekt. Resultaterne i artiklen baserer sig primært på et fokusgruppeinterview med læreruddannere, men de trækker ligeledes tråde til teori og eksisterende forskning på LU-området samt den empiri, der tidligere er indsamlet i projektet. Overordnet diskuteres i artiklen de potentialer og udfordringer, initiativerne rummer i forhold til udviklingen af professionsdidaktik på en læreruddannelse. Mulighederne og udfordringerne består af dels forhold knyttet til det organisatoriske oversætt elsesarbejde, læreruddannere og ledere skal lave, og dels de nye begreber og bagvedliggende værdier, initiativerne rummer, og der kræver en nærmere defi nition, så de fremstår tydelige og afgrænsede.

Åben skole i Region Sjælland

I artiklen gennemgås en undersøgelse af brugen af åben skole i Region Sjællands kommuner. Data udgøres af hjemmesider fra 16 kommuner samt interviews med en kontaktperson fra 14 kommuner. Data er analyseret ud fra ministeriets bekendtgørelses fire kategorier af åben skole-samarbejde: kultur, natur, foreninger, erhvervsliv samt forhold som kommunale strategier og indsatser og graden af forpligtelse for lærerne. Studiet viser, at kommunerne i regionen er godt i gang med at implementere åben skole, men at der er store forskelle kommunerne imellem. Studiet viser, at især samarbejdet med kulturinstitutioner er stærkt, men også foreninger og erhvervsliv er godt repræsenteret. Til slut diskuteres forholdet mellem åben skole og skole uden for skolen, gensidigheden i samarbejdet og områder, der stadig kræverbelysning gennem forskning.