Sociale senfølger hos børnekræftoverlevere
Livet forandres uden varsel for børn og familier, der rammes af børnekræft. Den trygge og kendte hverdag ændres, og børnekræftpatienter mister muligheden, periodisk eller permanent, for at leve et »normalt« børne- og ungdomsliv. Børnekræftoverlevere fortæller, at deres overlevelse af kræften betegnes med positive ord såsom en succes og en sejr, og at »man« har vundet over kræften. At overleve kræft og vinde livet er dog sjældent uden fysiske, mentale og sociale konsekvenser. Der er en underbelyst skyggeside: et liv med senfølger, der fylder meget for overleverne og har store konsekvenser for deres mulighed for at indgå i og bidrage til samfundet. Artiklen er et empirisk vidensbidrag, der præsenterer delresultater fra ph.d.-projektet »Sociale konsekvenser af børnekræft« med udgangspunkt i kvalitative interviews og observationsstudier af og med 23 børnekræftoverlevere (18-39 år). Artiklen formidler viden om nogle af de sociale senfølger af børnekræft, der kan optræde i ungdoms- og voksenlivet. Yderligere belyser artiklen, hvorfor der ikke er mere fokus på senfølger, og hvilke forklaringer børnekræftoverlevere selv har på dette. I tillæg benyttes Erwing Goffmans og Aaron Antonovskys teorier samt anden relevant forskningslitteratur om børnekræftoverlevere til at forstå og underbygge de udfordringer, børnekræftoverlevere beskriver.