McDonaldiseringen af dansk politi

På baggrund af en kritisk diskussion af Ritzers McDonaldiseringsteori argumenterer artiklen for, at de bærende tendenser i dansk politis udvikling i de senere årtier har været idealerne om effektivitet, beregnelighed, forudsigelighed og kontrol. Samtidig er det tydeligt, at spørgsmålet om politisk magt er det centrale, når vi taler om McDonaldisering af netop politiet, givet politiets centrale rolle i statens magtudøvelse. Som konklusion viser artiklen således, at McDonaldisering først og fremmest må forstås som en form for herredømme, der er kendetegnet ved et konsekvent skifte fra en juridisk til en økonomisk tolkning af bureaukratiets centrale kendetegn.

Sundhedskompetencer som en sociokulturel ressource i sundhed

Formålet med denne artikel er at få introduceret begrebet »health literacy« (sundhedskompetencer på dansk) for en sociologisk interesseret læserskare. Begrebet har de seneste år fået større international bevågenhed i forskerkredse, hos World Health Organisation (WHO) og blandt sundhedsmyndighederi flere europæiske lande. Interessen blandt danske sundhedsmyndigheder er imidlertid meget beskeden, og der har hovedsageligt været et fokus i forskningen og begrebsudviklingen fra sundhedsfaglige forskere.Sundhedskompetencer betragtes som en »social determinant« i sundhed, der kan bidrage til at få reduceret den sociale ulighed i sundhed de kommende år. Det er min overbevisning at sociologiske teorier og analyser kunne bidrage til en gunstig videreudvikling af begrebet i de kommende år. I artiklen argumenteres der for at begrebet bør indlejres i sociologisk teori og forstås som en »sociokulturel« ressource sundhed fremfor som en individuel, rationel adfærd med fokus på det enkelte individs evne til at finde, forstå, vurdere og anvende sundhedsinformationer. Dette fokus har fyldt mest i den eksisterende begrebsudvikling.Bourdieus kapitalinteraktioner og særligt social og kulturel kapital kobles med Cockerhams kollektive livsstilsteori og bidrager med en forståelse af sundhedskompetencer som en sociokulturel ressource i sundhed. Artiklen inddrager resultater fra forskellige empiriske studier af, hvordan sundhedskompetencer spredes i sociale netværk, og hvordan kulturel kapital og kollektiv livsstil påvirker sundhedskompetencer.

Samskabelse: En interdisciplinær begrebsuddybelse

Samskabelse er i løbet af få år blevet et nøglebegreb i projektarbejde og processtyring i både den private og den offentlige sektor i Danmark. Det er imidlertid ikke altid klart, hvad samskabelse betyder, eller hvad det indebærer i praksis. Er samskabelse bare et skalkeskjul for at høste frivillig arbejdskraft og dermed endnu et effektiviseringsværktøj? Artiklen her bruger resultaterne fra en systematisk litteratursøgning til at undersøge samskabelses interdisciplinære begrebshistorie. Samskabelsens vækst skyldes en stigende anvendelse af begrebsparret co-production og co-creation i den internationale litteratur, som har rødder i hvert sit felt, nemlig i den samfundsøkonomiske forskning i ressourcefordeling og infrastruktur samt i forskningen i slutbrugerinddragelse og produktinnovation. Litteratursøgningen viser desuden, at samskabelsesbegrebet blev bragt i anvendelse, inden det egentlige begrebsboom skete, nemlig i den systemteoretiske terapi- og ledelseslitteratur samt i den hermeneutiske antropologi. Ud fra de fire ophavsfelter identificerer artiklen fire grundantagelser i samskabelse: 1) Ressourcer er afgørende for at skabe incitament, 2) fælles kreativitet giver innovation, 3) processen er et økosystem af relationer, og 4) processen er situeret i alle sine partneres kontekster. Afslutningsvis diskuterer artiklen, at samskabelse medfører en bred værdiskabelse, som ofte varierer mellem processens partnere. Samskabelse kan derfor være en relevant samarbejdskonstellation, når vidt forskellige partnere ønsker at skabe outcomes på tværs af vidt forskellige incitamenter og værdisæt.

Sociale senfølger hos børnekræftoverlevere

Livet forandres uden varsel for børn og familier, der rammes af børnekræft. Den trygge og kendte hverdag ændres, og børnekræftpatienter mister muligheden, periodisk eller permanent, for at leve et »normalt« børne- og ungdomsliv. Børnekræftoverlevere fortæller, at deres overlevelse af kræften betegnes med positive ord såsom en succes og en sejr, og at »man« har vundet over kræften. At overleve kræft og vinde livet er dog sjældent uden fysiske, mentale og sociale konsekvenser. Der er en underbelyst skyggeside: et liv med senfølger, der fylder meget for overleverne og har store konsekvenser for deres mulighed for at indgå i og bidrage til samfundet. Artiklen er et empirisk vidensbidrag, der præsenterer delresultater fra ph.d.-projektet »Sociale konsekvenser af børnekræft« med udgangspunkt i kvalitative interviews og observationsstudier af og med 23 børnekræftoverlevere (18-39 år). Artiklen formidler viden om nogle af de sociale senfølger af børnekræft, der kan optræde i ungdoms- og voksenlivet. Yderligere belyser artiklen, hvorfor der ikke er mere fokus på senfølger, og hvilke forklaringer børnekræftoverlevere selv har på dette. I tillæg benyttes Erwing Goffmans og Aaron Antonovskys teorier samt anden relevant forskningslitteratur om børnekræftoverlevere til at forstå og underbygge de udfordringer, børnekræftoverlevere beskriver.

Kamp om Anerkendelse versus Kommunikativ Handlen – En komparativ analyse af Praksisbegrebet i Honneths og Habermas’ politiske filosofi og politiske sociologi

Aristoteles grundlægger et praksisbegreb, som bliver et af de fundamentale begreber i den politiske filosofi og den politiske sociologi. Hegel giver dette praksisbegreb en ny skikkelse med sit begreb om praksis som sædelighed. Habermas og Honneth tager begge udgangspunkt i den unge Hegels skrifter, når de skal forsøge at formulere det væsentlige i Hegels praksisfilosofi i et nyt begreb, som kan være aktuelt for vor tids politiske filosofi og politiske sociologi. Habermas sætter i en smart hermeneutisk manøvre sproget ind som erstatning for Hegels åndsbegreb. Med dette nye grundlag lykkes det Habermas at formulere en praktisk filosofi, i hvilken både praksis og sædelighed sammenfattes i den kommunikative handlen. Habermas’ politiske filosofi fører direkte over i den politiske sociologi, hvor den kan indgå i en empirisk orienteret politisk-sociologisk udforskning af det moderne samfunds institutioner. Honneth er kritisk over for Habermas’ sprogliggørelse af den politiske-sociologi. Honneth ønsker at holde fast i den klassiske kritiske teoris substantielle perspektiv. Honneth lægger vægt på den unge Hegels begreb om kamp om anerkendelse, som han sætter ind i et moderne demokratisk perspektiv. Honneths politiske sociologi har vist sig empirisk relevant i udforskningen af konfliktforhold og krænkelser i samfundets institutioner.