Hvornår og hvordan påvirker udviklingsforskningen politikken: Dilemmaer og personlige erfaringer på baggrund af enkeltnedslag

Denne artikel undersøger udvalgte kanaler gennem hvilke, udviklingsforskning kan have indflydelse på udviklingspraksis, nemlig den politiske beslutningsproces, udmøntningen af udviklingspolitikken og Udviklingspolitisk Råd (UPR). Forskningsfaglig viden har sjældent direkte indflydelse på udviklingspolitiske beslutninger, men forskeren kan formidle konsensus inden for feltet, og politikere bør lytte, så de kan tage beslutninger på et informeret grundlag. I udmøntningen af udviklingspolitikken har forskningen oftere indflydelse. I denne praksisnære forskning kan et dilemma for forskeren være at få lov til at inkludere donoren som interessent i sin analyse. Selvom UPR ikke har som primært formål at formidle udviklingsforskningens indsigter, kan forskere i UPR alligevel bidrage til at styrke det faglige niveau yderligere, og dermed kan indsigterne blive en del af rådgivningen til ministeren.

Redaktionelt forord

Beslutningstagere benytter ofte eksperter som rådgivere forud for store politiske reformer, når forhandlinger er gået i hårdknude, og når gældende praksis skal evalueres. Eksempelvis blev Velfærdskommissionen oprettet for at forberede befolkningen og komme med forslag til reformer inden for velfærdsområdet, Lærerkommissionen blev nedsat for at løse problemet med skolelærernes arbejdstidsnormer, og Krigsudredningen blev besluttet for at udrede beslutningerne om at sende danske soldater i krig samt for at komme med anbefalinger for fremtiden.

Fra en tidligere finansministers logbog fra Bermuda-trekanten mellem viden, magt og interesser

30-40 års konsensus om at redde velfærdsstaten efter 1970’ernes morads har sikret økonomerne en unik rolle i den politisk rådgivning. Det har udviklet deres »kontekstkompetencer«. Uden tilsvarende modning har mange andre eksperter ofte været bedre til at skabe problemer end til at finde løsninger. Ligesom de også er blevet brugt til legitimering. Nu er et opbrud på vej. Det rummer dybe faldgruber, men også et mulighedsvindue. Hvis nye samfundsproblemer som f.eks. grøn omstilling og bæredygtighed skal løses på et stærkt vidensgrundlag, må både økonomerne og andre ekspertgrupper lære af fortiden og udvikle deres kontekstkompetencer.

Velfærdskommissionen – formål, resultater og erfaringer

Velfærdskommissionen blev nedsat i 2004 med den opgave at afklare omfanget og dybden af velfærdssamfundets udfordringer og komme med løsningsforslag. Det var samtidigt et krav, at kommissionen skulle bidrage til en bred offentlig debat. Denne artikel giver en opsamling på Velfærdskommissionens arbejde, herunder kommissionens forslag og de efterfølgende politiske reaktioner og initiativer. Artikler indeholder endvidere nogle generelle betragtninger omkring kommissionsarbejde og samspillet mellem eksperter og det politiske system.

Krigsudredning i et politisk minefelt: Udfordringer og impactstrategier

Krigsudredningen om baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak 1998-2003 blev besluttet af Folketinget i 2016. Sammen med en forskergruppe arbejdede forfatterne på udredningen mellem 2017 og 2019. I artiklen forklarer de om de muligheder for indflydelse, som et udredningsarbejde giver. Det er bl.a. historien om udredningsarbejdets fysiske placering, arbejdet med videnskabelig redelighed i en politisk kontekst og spørgsmålet om at formidle forskningsresultaterne på en måde, så både det politiske system og de faglige miljøer læser med.

Hvem kan måle sikkerhed? Opbrud og stilstand på det sikkerhedspolitiske område

Sikkerhedspolitikken er præget af opbrud i de traditionelle rammer for håndtering af trusler og vidensproduktion herom. På baggrund af et voldsomt øget fokus på nye former for trusler, risici og udfordringer er et vækstlag af eksperter opstået som de (måske) mest vidende over for nutidens sikkerhedspolitiske kriser. Covid-19 har sat denne udvikling på spidsen, men udviklingen har været undervejs længe. Artiklen redegør for den nuværende danske ekspertkonstruktion, og hvordan et udvidet sikkerhedsbegreb sætter dette under pres. Samtidig peges der på, at der med sikkerhedspolitisk vidensdeling følger et særligt ansvar. Artiklen bruger et videnssociologisk syn på ekspertise og kritiske sikkerhedsstudier som ramme for fortællingen.

Ekspertiserummet i danske kommissioner: Afgrænset af politik og forskerkolleger

Forskere inviteres ofte indenfor i forskellige former for kommissioner. I denne artikel sammenligner vi Ledelseskommissionen og Lærerkommissionen for at belyse, hvordan forskernes ekspertiserum afgrænses. Med udgangspunkt i vores deltagelse i de to kommissionsarbejder diskuterer vi tre dimensioner, der kan bruges til at forstå, hvordan ekspertiserummet afgrænses. Det er kommissionens politiske miljø, kommissionens interne organisering og forskerens karakteristika. Vi illustrerer, hvordan forskerkolleger og det politiske miljø rundt om kommissionen kan spille en central rolle i afgrænsningen af ekspertiserummet.

De Økonomiske Råd

Det Økonomiske Råd er fra 1962 og indtager dermed en særstilling i den danske økonomiske debat som en meget gammel institution. De talrige tænketanke, der er med til at præge debatten i dag, er langt nyere, og hovedparten er startet efter årtusindskiftet. I artiklen gennemgås nogle centrale punkter i institutionens historie, og institutionens situation i dag diskuteres. Der argumenteres for, at institutionen er mindst lige så vigtig som tidligere, men at tildelingen af et betydeligt antal nye opgaver og udflytningen til Horsens risikerer at give varige problemer.

Økonomisk og monetær union i EU – motiver og resultater

Motiverne for og indretningen af EU’s økonomiske og monetære union (ØMU) har siden 1970 udviklet sig i et samspil mellem fagøkonomiske perspektiver og politiske præferencer, hvor de sidste synes at have grebet og forstærket nybrud i de første. Med udfordringerne fra Covid-19-pandemien er finanspolitik kommet i forgrunden, og Traktatens arbejdsdeling med pengepolitik er markant ændret.

Skandalesager, undersøgelseskommissioner og parlamentariske undersøgelser

De seneste tre årtier har budt på omfattende brug af dommerledede undersøgelser for at få belyst ministres og embedsmænds rolle i politisk-administrative skandalesager. Undersøgelserne har været et led i den parlamentariske kontrol, men har samtidig været en del af en politisk proces med sigte på at få et juridisk præget grundlag for kritik af regeringen og dens ministre. Selv om nye undersøgelsesformer er kommet til – senest med indførelse af de såkaldte »granskningskommissioner« – er der ikke tegn på afgørende nyt under solen. Også fremover vil politisk-administrative skandalesager og deres undersøgelse være en særlig politikform.