Denne artikel handler om menneske-robot-mødet. Det konkrete møde mellem den semiautonome kommunikationsandroide Erica og hendes forskellige samtalepartnere samt mødet som den kommunikative form, der definerer robot-menneske-relationen. Mit grundlæggende spørgsmål er: Hvad definerer en relation,når den kalibreres i mødet mellem et menneske og en robot? Gennem artiklen viser jeg, hvordan researcherne tester, kortlægger og implementerer kulturelt medierede udtryk på menneskelig adfærd til robot-menneske-mødet. Her fokuserer jeg på, hvordan relationens kvaliteter, struktur og iboende egenskaber defineres gennem dette arbejde. Både mennesket og robotter behandles som kommunikationssystemer, der skal finde en fælles kommunikativ form, som kan struktureres til robottens algoritmiske forståelse og samtidig udtrykkes gennem mere eller mindre stabile og afkodelige udtryk for menneskeligt samvær. Selve relationen, foreslår jeg, kan i robot-menneske-mødet forstås som en semiotisk form, hvis egenskaber kommer til udtryk i det kommunikative forhold formen muliggør. Mit postulat gennem artiklen bliver, at i robotforskernes iscenesættelse bliver selve relationen rekalibreret som en form, der kan afstemmes til både et algoritmisk kodet og et kulturelt medieret adfærdsmønster. I processen, foreslår jeg til slut, bliver både robotten og mennesket standardiseret til en teknokulturel kalibrering af menneskelig adfærd.
Søgeord: humanoide robotter, semiotik, form, relationalitet, teknovidenskab, standardisering
MONTAGE: MOSKUSOKSER I DELE OG HELER I KANGERLUSSUAQ, VESTGRØNLAND