Tidsvidner som museumsformidling

På kulturhistoriske museer i Danmark og udlandet vinder en audiovisuel formidlingstendens frem, der inkluderer videofilmede erindringsinterview med tidsvidner i udstillinger. Inddragelsen af tidsvidner er blevet fremhævet som en mulighed for at formidle almindelige menneskers erindringsarbejde, og som noget, der menneskeliggør og intensiverer museumsformidling. Brugen af tidsvidner i museumsformidling legitimerer imidlertid også en given museumsinstitutions fortidsfortællinger og øger museets troværdighed. I forlængelse af denne mere underbelyste og kritiske interesse spørger vi til, hvordan inddragelsen af tidsvidner i Danmarks Forsorgsmuseums udstilling Skjulte Danmarkshistorier og Den Gamle Bys Velfærd og frisind – 1974 på forskellige måder både autentificerer og deautentificerer museernes historieformidling. Teoretisk sker det primært med udgangspunkt i Steffi de Jongs tidsvidne-begreb.

Soundwalks og lyttedagbøger som metode til musealisering af lyd på kulturhistoriske museer

Med udgangspunkt i begreberne soundscape og soundwalking præsenterer artiklen en strategi og metode for musealisering og dokumentation af lyd på kulturhistoriske museer. I artiklens første del, der også samler op på eksisterende udenlandske og danske erfaringer med indsamling af lyd, introduceres læseren til soundwalkens teori og metode. I artiklens anden del præsenteres et eksempel på brug af soundwalking og lyttedagbøger som kuratorisk metode til indsamling af lyd til Greve Museums samling. Artiklen er en del af et ph.d.-projekt om lydindsamling på kulturhistoriske museer, der blandt andet munder ud i en række strategier for og metoder til lydindsamling og lyddokumentation på kulturhistoriske museer.

Det soniske medborgerskab

Den pandemiske periode tydeliggjorde fællesskabernes rodede, skrøbelige og besværlige mellemværender med lyd. Dét kalder på en ny dialog om vores fælles lydmiljøer. Med et begreb om sonisk medborgerskab udvider artiklen den forståelsesramme for studiet af lyd, der ligger i det klassiske soundscape-begreb som Murray R. Schafer udviklede det. Baseret på eksempler fra pandemiens periode foreslår artiklen, at Schafers idé om at ’stemme verden’ suppleres med en ’afstemmende’ tilgang.

Habitat and Experience

This contribution provides a contemporary introduction into research and artistic practices related to the study of sonic agglomerations from the perspective of an anthropology of sound. The article has four parts within which its author traverses and experiences an agglomeration such as Copenhagen by employing the very methods, practices and explorative approaches that are introduced in this article. Starting with “Spatial Volumes, Secluded and Eroding“ (part 1), the author focuses then on “Protocol and Dérive“ (part 2), „The Noise of the Other“ (part 3), “An Escape to Recreate” (part 4) and asks toward the end the question “What Might a City Be?” In this way the urban sonic experience is unfolded through recent research approaches within or close to the field of sound studies.

Lavmælte Lillehammer og frenetiske Florø

Lokalhistorie skrives som regel uten noen informasjon om stedets spesielle lydbilde. Mulige årsaker til dette kan være at denne informasjonen vurderes som irrelevant, sjølsagt og uforanderlig eller at en ikke vet hvordan et lydbilde kan beskrives. I denne artikkelen argumenteres det for at lydbildet er en viktig sanselig stedserfaring som ikke er sjølsagt eller uforanderlig. Dette demonstreres ved å kontrastere de fundamentalt forskjellige lydskapene eller klanguniversene i to ellers kommensurable norske lokalsamfunn (Florø og Lillehammer). Videre presenterer artikkelen modeller og begrep fra to sentrale lydteoretikere, Raymond Murray Schafer og Bernie Krause, som viser hvor lett og givende det kan være å beskrive lokale lydskap. Artikkelen tar særlig sikte på å ta i bruk Bernie Krauses holistiske forestilling om lydøkologi, det vil si at et lokalt lydbilde er en integrert helhet av geofoni, biofoni og antropofoni.

Fremskridtets lyd?

Artiklen undersøger håndteringen af støj under den københavnske industrialisering i anden halvdel af 1800-tallet i et lydhistorisk perspektiv. Med udgangspunkt i den internationale forskning i periodens såkaldte lydrevolution undersøges det, hvordan industrialiseringen konkret påvirkede og omdefinerede det københavnske byrum på henholdsvis gadeplan, på arbejdspladsen og i nabolaget, samt hvordan oplevelsen af støj og strategier for dens inddæmning og håndtering udviklede sig i perioden under indflydelse af nye lyttepraksisser og en øget opmærksomhed på lyd og larm i flere samfundslag.

Bykvarterernes forestillede klang

I denne artikel præsenteres en undersøgelse af fortællinger om sprog i København skrevet af 51 københavnere. Selvom sprog sjældent behandles i forbindelse med lydhistorie, udgør mangfoldigheden af sprog i byen en central del af byens lyduniverser. Samtaler, råb og sang, for eksempel på torvet, i bussen eller i baggården, fungerer som semiotiske elementer i menneskers konstruktioner af og navigation i byens rum. Undersøgelsen konkluderer, at de københavnere, der deltog i undersøgelsen, på ingen måde oplever sprog som meningsneutrale dele af byens lydbillede. Tværtimod understreger deltagernes historier, at lyd indgår som et tegn i den altid igangværende produktion af byens mange betydninger.

Kongens kakofoniske kroning

I middelalderen etablerede København sig som en af Danmarks største og vigtigste byer. Udviklingen tog fart i 1400-tallet, da byen fik status af residensstad og hermed blev rigets kulturelle og politiske centrum. Som kongens og hoffets primære by husede København løbende kongelige ceremonier. Ceremonierne bidrog til at manifestere kongemagtens position i samfundet, og i højere grad end noget andet sted i riget manifesterede kongemagten sig i netop residensstaden. Disse manifestationer af magt havde alle en markant sensorisk dimension. De visuelle træk har historikere og andre forskere på forskellig vis længe haft blik for, mens andre sensoriske aspekter ved de kongelige teatralske ceremonier, herunder auditive, ikke har fået megen opmærksomhed i forskningen. Internationale studier har imidlertid vist, hvordan Europas før-moderne magthavere benyttede forskellige former for lyd til at manifestere magt i det offentlige rum i ceremonielle sammenhænge og i særdeleshed i residensstæder. På forskellig vis transformerede og/eller konstruerede eksempelvis fyrster urbane lyduniverser, hvori man via bevidst udnyttelse af lyd iscenesatte fyrsten og hans position i samfundet. En ganske særlig begivenhed i den forbindelse var kongekroningen. Denne artikel undersøger, hvordan den danske kongemagt manifesteredes auditivt i renæssancens København i forbindelse med Frederik 2.s kroning i august 1559. Med fokus på præsten og digteren Rasmus Hansen Reravius’ retrospektive digteriske fremstilling af kroningsfesten studeres, hvordan man under kroningsfesten aktivt benyttede lyd til konstruktion af unikke lyduniverser, hvori kongens magt manifesteredes auditivt.

Den forsvundne palme og Verdens grimmeste Frimærke

Siden slutningen af 1800-tallet havde man i Danmark med jævne mellemrum haft forhandlinger om at sælge de dansk-vestindiske øer til USA. Et mislykket salgsforsøg i 1902 gjorde, at forholdet mellem kolonien og moderlandet skulle genforhandles såvel politisk som økonomisk og kulturelt. I 1905 udkom to nye dansk-vestindiske frimærker tegnet af arkitekt og maler P.V. Jensen-Klint. Med udgangspunkt i hidtil ubenyttet materiale fra ENIGMA Museum for post, tele og kommunikations arkiv samt arkivalier fra Rigsarkivet og den samtidige presse følger denne artikel frimærkerne, fra opgaven blev stillet over ændringer i motiv, og til mærkerne udkom og blev anmeldt i pressen.Herigennem vises det, hvordan de ændrede fremtidsudsigter efter det mislykkede salg i samspil med datidens visuelle og sproglige diskurs om det og de ’fremmede’ havde betydning for, hvordan kolonien og det transnationale forhold mellem Danmark og Dansk Vestindien visualiseredes.

Koloniale Klassifikationer: Kunstbegrebet til forhandling på Museer i Sydafrika

Siden apartheids fald i starten af 1990erne, har genstande tidligere klassificeret som etnografiske artefakter, i stigende grad fundet vej ind på kunstgallerierne i Sydafrika. Her behandles de som kunstværker, der fremhæves for deres æstetiske kvaliteter, fremfor de kulturhistoriske kontekster, de er skabt i. I denne artikel, der bygger på feltarbejde foretaget på museer og kunstgallerier i Cape Town og Johannesburg i perioden 2016-2018, undersøger jeg konsekvenserne ved denne ekspansion af klassifikatoriske grænser og fremhæver, hvordan en række sydafrikanske kuratorer afviser ekspansionens påståede valorisering: For dem er genstandenes indlemmelse i kategorien kunst ikke en valorisering, men snarere en måde hvorpå skaberne bag såkaldt traditionel afrikansk kunst fortsat eksotiseres. Men hvor er der plads til såkaldt traditionel kunst fra Afrika, hvis ikke på kunstmuseer som Johannesburg Art Gallery og Cape Towns nye Zeitz Museum of Contemporary Art Africa? Hvor er der plads til afrikansk kunst, der ikke er printet, malet eller fremstillet fortrinsvist med æstetisk konsumering for øje?