“Den herligste Tidsfordriv”

I denne artikel viser jeg mhp. en analyse af H.V. Kaalunds og J.Th. Lundbyes Fabler for Børn (1845), hvorledes dyr i 1800-tallet blev garanter for børns særstatus som naturlige og uskyldige. Jeg viser, hvorledes ‘barnlige’ evner som fantasi blev forudsætningen for tre typer af ‘genfortryllelse’ af de fremvoksende sociale domæner kernefamilien og nationalstaten samt den religiøse sfære. Jeg argumenterer for, at man bør opfatte disse genfortryllelser som systematiske bekræftelser af Philippe Descolas firefoldige ontologitypologi beskrevet i Beyond Nature and Culture (2013).

Dyrenes betydning i religion og filosofi – en oversigt

English abstract: In this article, I present an overview of the meaning and significance of animals in a religious context, ranging from tribal cultures to a Christian tradition. Furthermore, I will draw a line to current philosophical and eco-critical debates. My thesis is that in many cultures humans have had a tendency to regard animals as a mediating link between life in this world and a transcendent form of being. In animistic and totemistic ontologies animals are closely related to divinities as well as to humanity as such, whereas in more developed forms of religion they become part of a hierarchy as mediators between humans and gods. This is seen, for instance, in sacrificial cults. Later their significance decreases according to their predominant role of being moral similes. In our own times, however, animals seem to regain a significance as beings in their own right owing to our increasing ecological awareness. Prominent philosophers such as Derrida and Agamben have thus questioned the traditional view of human exceptionalism and opened up for a new understanding of the relationship between being animal and being human. I finally suggest that Agamben’s concept of ‘bare life’ and an eco-critical notion of stewardship concerning endangered species, as well as animals in general, both conceive of the animal as a new kind of immanent transcendence. Dansk summary: Jeg tegner i denne artikel et omrids af dyrenes betydning i en religiøs kontekst (fra stammefolk til en kristen tradition) samt i en filosofisk og øko-kritisk optik. Min tese er, at dyrene i mange kulturer har ansporet mennesket til at se dem som bindeled mellem livet i denne verden og en transcendent væren. I animistiske og totemistiske ontologier er dyrene tæt forbundet med både mennesker og guder, hvorimod de i de arkaiske religioner indgår i et hierarki, hvor de, blandt andet gennem ofringer, udgør den medierende instans mellem mennesker og guder. Senere antager de hovedsagelig en metaforisk betydning som moralske sindbilleder. Vores egen tid oplever en stigende økologisk bevidsthed om dyrenes egen-værdi, og markante filosoffer som Derrida og Agamben har stillet spørgsmål ved den traditionelle grænse mellem dyr og mennesker, som antropocentrismen har levet højt på i århundreder. Jeg hævder i den forbindelse, at der hersker en indbyrdes forbindelse mellem Agambens begreb om det nøgne liv og en øko-kritisk omsorg for dyret, som gør det til en ny form for immanent transcendens.

Indledning til RvT 71: dyr, natur, religion

Indledning til RvT 71, temanummer om dyr, natur, religion

Fænomenologi og antropocentrisme

SUMMARY: This article poses the question: Is phenomenology anthropocentric? In the first half, I show that both Husserl’s and Heidegger’s philosophy take their point departure in the relation between the human being and the world, but that they both also argue that their respective analysis transcends the horizon of anthropology by inquiring into meaning or being as such. I then distinguish between ontological, epistemological, and ethical anthropocentrism and argue that these forms of anthropocentrism do not necessarily imply each other. In the next half, I focus on Heidegger’s analysis of the animal. I argue that Heidegger’s philosophy is ontologically anthropocentric but neither epistemologically nor ethically anthropocentric. In opposition to posthumanism, my thesis is that the particular kind of ontological anthropocentrism that characterise Heidegger and phenomenology is a presupposition rather than an obstacle for the capacity for understanding and caring for other creatures. I call this position anthropoeccentrism. RESUME: Denne artikel stiller spørgsmålet: Er fænomenologien antropocentrisk? I den første halvdel viser jeg, at både Husserls og Heideggers filosofi ganske vist tager udgangspunkt i menneskets forhold til verden, men at de begge mener, at deres respektive analyser overskrider antropologiens spørgehorisont ved at spørge om mening eller væren som sådan. Dernæst skelner jeg mellem ontologisk, epistemologisk, og etisk antropocentrisme og argumenterer for, at disse former for antropocentrisme ikke nødvendigvis følger af hinanden. I den næste halvdel fokuserer jeg på Heideggers analyse af dyret. Jeg argumenterer for, at Heideggers filosofi er ontologisk antropocentrisk, men hverken epistemologisk eller etisk antropocentrisk. I modsætning til posthumanismen er min tese, at den særlige form for ontologisk antropocentrisme, der kendetegner Heidegger og fænomenologien, er en forudsætning snarere end en forhindring for evnen til at kunne forstå og drage omsorg for andre væsner. Denne position kalder jeg for antropoexcentrisme.

Anmeldelser

Annmeldelser til RvT 71: Erika Wallander: Unity, Division and the Religious Mainstream in Sweden (Anne Lundahl Mauritsen) Tero Alstola: Judeans in Babylonia: A Study of Deportees in the Sixth and Fifth Centuries BCE (Frederik Poulsen) Iselin Frydenlund & Michael Jerryson: Buddhist-Muslim Relations in a Theravada World (Jørn Borup)

"Den herligste Tidsfordriv"

I denne artikel viser jeg mhp. en analyse af H.V. Kaalunds og J.Th. Lundbyes Fabler for Børn (1845), hvorledes dyr i 1800-tallet blev garanter for børns særstatus som naturlige og uskyldige. Jeg viser, hvorledes ‘barnlige’ evner som fantasi blev forudsætningen for tre typer af ’genfortryllelse’ af de fremvoksne sociale domæner kernefamilien og nationalstaten samt den religiøse sfære. Jeg argumenterer for, at man bør opfatte disse genfortryllelser som systematiske bekræftelser af Philippe Descolas ontologitypologi beskrevet i Beyond Nature and Culture (2013).

Revitalisering af inuitisk tradition i Grønland

Revitaliseringstendensen blandt oprindelige folk har været stigende på det nordamerikanske kontinent siden begyndelsen af 1900-tallet og særligt efter 1960 (Paldam 2017, 136; Fonda 2012, 17, Wallace 1956). I Grønland findes der eksempler på kulturel revitalisering tilbage til 1970’erne; men opblomstringen af inuitiske traditioner og religion er særligt højnet det seneste årti (Krutak 2014, 55; Pedersen 2014, 51). Denne artikels formål er at tydeliggøre de forskellige variationer af, hvor og hvordan opblomstringen af inuitiske traditioner kommer til udtryk i nutidens grønlandske samfund. Artiklen fremhæver variationer og forskelle imellem mainstreamkultur og nichereligiøsitet og præsenterer en model til kategorisering af forskellige grupperinger i feltet. Afsluttende diskuteres revitaliseringsprocessen som henholdsvis etnopartikulær nichereligion eller New Age-tendens med globalt udsyn.

FRA FRELSE TIL HELSE

Den bedst kendte danske amatørsportsmand i 1890’erne og med sit fitnessprogram Mit System fra 1904 verdensberømte danske hygiejniker, J.P. Müller, er præstesøn og teologisk skolet. I den tidlige modernitet er det svært gnidningsløst blot at aflægge sine religiøse følelser og overgive sig til den moderne verdensanskuelse. Begrebet ‘den dobbelte kristendom’ dækker over en tendens til, at kristent inspireret arvegods diffunderer uden for kirken og videreføres i moderne former. Via J.P. Müllers gymnastik og hygiejne tilbydes mennesker omkring år 1900 fortsat at udøve en askese og renselse, men nu ikke længere med henblik på frelse i det hinsidige, men på et sygdomsfrit og vitalt liv i det dennesidige med udsigt til at kunne blive mindst 150 år gamle. Helse bliver vejen til frelse.

Revitalisering af inuitisk tradition i Grønland

Revitaliseringstendensen blandt oprindelige folk har været stigende på det nordamerikanske kontinent siden begyndelsen af 1900-tallet og særligt efter 1960 (Paldam 2017, 136; Fonda 2012, 17, Wallace 1956). I Grønland findes der eksempler på kulturel revitalisering tilbage til 1970’erne; men opblomstringen af inuitiske traditioner og religion er særligt højnet det seneste årti (Krutak 2014, 55; Pedersen 2014, 51). Denne artikels formål er at tydeliggøre de forskellige variationer af, hvor og hvordan opblomstringen af inuitiske traditioner kommer til udtryk i nutidens grønlandske samfund. Artiklen fremhæver variationer og forskelle imellem mainstreamkultur og nichereligiøsitet og præsenterer en model til kategorisering af forskellige grupperinger i feltet. Afsluttende diskuteres revitaliseringsprocessen som henholdsvis etnopartikulær nichereligion eller New Age-tendens med globalt udsyn.

Irreligiøsitet, kristendom og levet kulturreligion

Forskning i irreligiøsitet (non-religion, sekularisering, ateisme etc.) vinder stadigt frem. Begrebet ‘det skandinaviske paradoks’ betegner det tilsyneladende modstridende faktum, at skandinaver forbliver medlemmer af deres nationale kirker, men i stadigt højere grad selv-identificerer som irreligiøse. Jeg introducerer til den hidtidige forskning begået i relation til henholdsvis irreligion og kulturreligion og argumenterer for, at vi mangler mere empiri for at kvalificere vores forståelse af disse fænomener. Jeg præsenterer derefter data fra en samling af 30 kvalitative interviews gennemført i Danmark som del af et forskningsprojekt, der delvist udbedrer manglen på data. Baseret på eksplorative analyser er det mit ønske at åbne for en debat omkring, hvordan vi opfatter og konceptualiserer irreligion, kristendom og kulturreligion i en moderne dansk kontekst. Jeg foreslår at vi, i stedet for at karakterisere individer ved hjælp af adskilte, fastforhandlede kategorier (som eksempelvis religiøs kontra irreligiøs), arbejder ud fra en forståelse af sådanne kategorier som mere dynamiske og kontekst-afhængige snarere end statiske og gensidigt udelukkende. Moderne tilgange til religion og irreligion har stadigt mere fokus på, hvordan (ir)religiøse identiteter, overbevisninger og praksisser er skiftende og situerede. Inspireret af disse tilgange argumenterer jeg for, at informanterne bevæger sig mellem forskellige identiteter afhængigt af, hvorvidt de eksempelvis udtrykker en individuel, irreligiøs identitet eller deltager i en kollektiv, kristen identitet og videre, at det er kombinationen af og muligheden for at oscillere mellem disse identiteter, vi kan betegne som kulturreligion og mere specifikt kulturkristendom i Danmark.