Der har gennem de seneste år været stort fokus på kommunikation i den offentlige sektor. Kommunikation er blevet en organisatorisk og institutionel betingelse for offentlig ledelse, der fylder som opgave i den offentlige leders daglige arbejde. Denne artikel anskuer sproget som aktivt medskabende af den kontekst, hvori det indgår. Den undersøger relationerne mellem offentlig ledelseskommunikation og styringsparadigmer såsom New Weberian State, New Public Management og New Public Governance, fordi disse kan anskues som de sociale kontekster, kommunikationen skal virke i. Artiklen er baseret på kvalitative forskningsinterviews med offentlige ledere fra forskellige sektorer; undervisning, ældrepleje, politi, psykiatri, planlægning m.m. Analysen anskueliggør hvordan ledernes kommunikation formes af og er med til at forme forskellige typer styring: bureaukrati, New Public Management og New Public Governance. I alle disse kontekster beskrev lederne forskellige udfordringer med at mobilisere interesse, hvorfor vi konkluderer, at offentlige lederes kommunikation fra denne artikels perspektiv er et konstant mobiliseringsarbejde, og ikke blot et værktøj til at løse konkrete problemer. Et blik på kommunikation og styringsparadigmer fortæller os således, at offentlige ledere har brug for at kunne arbejde analytisk og strategisk med at skabe opmærksomhed om og engagement i en mængde sammenhænge via 1) en formel juridisk og økonomisk retorik, 2) en visionær og historiefortællende praksis og 3) eksperimenterende og lokale dialoger.
Koprodukcja usług publicznych w świetle przeglądu literatury
