ResuméI denne artikel udfoldes et pædagogisk begreb om modstand, der tager udgangspunkt i et forskningsprojekt, hvor vi, sammen med pædagogerne selv, har undersøgt pædagogers fortællinger om praksis, for at komme på sporet af deres forståelser af god pædagogik. Med afsæt i det empiriske materiale og teoretisk støtte i den pædagogiske opdragelsesfilosofi viser vi, hvordan barnets erfaringer med at opleve og komme overens med modstand, forstås som et produktivt og essentielt anliggende i daginstitutionspædagogikken. Artiklen giver indblik i en betydelig kompleksitet og dynamik forbundet med den måde, pædagogerne forstår og fortolker den pædagogiske opgave, det er, at støtte børnene i at engagere sig i en verden og et fællesskab og samtidig blive sig selv. Vi viser, hvordan pædagogernes fortolkninger har resonans i kulturelt overleverede pædagogiske narrativer om betydningen af at arbejde med barnets vilje, og udlæser et begreb om myndigblivelse, der ikke har fornuften som grundtone, men snarere det at ville sin vilje. Dermed peger artiklen på, at pædagoger opererer med en fortolkning og forståelse af god pædagogik, der er i samklang med Dagtilbudslovens brede formål om opdragelse til demokrati og selvstændiggørelse. AbstractAbout resistance, freedom and coming of age in early childhood education. In order to get an insight in the knowledge early childhood educators bring into play in their daily practices, we have explored about 200 stories from everyday life in Danish Day Care Institutions in collaboration with the pedagogues. What struck us in the analysis of the stories was that the pedagogical importance of resistance was repeatedly mentioned in the pedagogues search for realizing “good pedagogy” in everyday-life. The article points to pedagogues engagements in dealing tactfully with the resistance children encounter as a concern for children’s being in the world, more specifically: children’s ability to make themselves at home in the world (Cleary & Hogan, 2001; Gadamer, 2000). The article argues that engaging in such resistance in tactful ways is also a concern for a formation of the child’s will, enabling the appearance of the child’s subjectivity and the realization of promising children´s communities.
Being-Country in Urban Places: Naming the World Through Australian Aboriginal Pedagogies