Kvalitative perspektiver på evalueringer i sundhedsvæsenet

I 1924 iværksatte Adolf Meyer – leder af USA's førende psykiatriske forskningsafdeling på Johns Hopkins Medical School – en evaluering af behandlingen på et psykiatrisk statshospital i New Jersey. Hospitalet blev ledet af Meyers kollega og tidligere medarbejder Henry Cotton. Cotton hævdede, at hele 85% af patienter med alvorlige psykiske lidelser kunne helbredes med de metoder, som han havde udviklet og anvendt på New Jersey Statshospital. Cotton gav dermed patienter, pårørende, læger, politikere og skatteborgere håb, idet almindelig behandling af lignende lidelser dengang primært bestod i dyr forvaring. Cottons behandlingsregime lå i forlængelse af den bakteriologiske revolution. I 1913 havde man opdaget den syfilitiske organisme, som var årsagen til den farlige mentale sygdom GPI (General Paralysis of the Insane). Cotton drog vidtrækkende konsekvenser af den bakteriologiske tilgang og mente, at sindssygdomme i det væsentlige skyldtes infektioner. Cottons behandlingsregime bestod derfor i fjernelse og forebyggelse af betændelsestilstande. Hospitalet fjernede patienters tænder, tyktarme, tonsiller, livmoderhalse samt foretog kirurgiske rensninger af kroppens hulrum (f.eks. næse og øre). Evaluatoren, Phyllis Greenacre, opdagede hurtigt, at der var rod i journalerne fra Cottons hospital. Bl.a. vidste man ikke, om patienter blev genindlagt, og definitionen af ’rask’ var tilfældig og skønsmæssigt anslået. Greenacre vurderede også, at ca. 45% af patienterne døde som følge af behandlingen. Hun informerede hurtigt Meyer om dette, og Meyer overbragte Cotton de nedslående evalueringsresultater. Cotton godtog dem imidlertid ikke, og da Meyer ikke ville lade evalueringen publicere mod Cottons ønske, fortsatte Cotton sin behandling. Kort tid efter begyndte offentligheden dog at interessere sig for de mange dødsfald blandt patienterne på sindssygehospitalet, men på trods af en turbulent og kritisk periode, som omfattede en offentlig undersøgelseskommission, kunne Cotton fortsætte behandlingen, indtil han trak sig tilbage i 1930. Den nye overlæge forsatte ikke den kontroversielle behandlingsform. Historien om Henry Cotton rummer flere væsentlige pointer og problemstillinger med relation til artiklerne i dette temanummer om evalueringer i sundhedsvæsenet.