William Osler and the “fixed period” of creativity

In 1905, William Osler was the pre-eminent physician in American medical circles but was unknown to the general public. The latter suddenly learned of him through damning newspaper accounts of his address announcing his retirement from the Johns Hopkins Medical School. In it Osler mentioned two “fixed ideas” he held—(1) that most major advances in civilization have been made by men under age 40 (the “fixed period”) and (2) that those over 60 should retire because they create little of significance and sometimes stifled the initiatives of younger colleagues. He highlighted the second idea with a Victorian novel describing a mythical society which chloroformed men at age 60. He never imagined that this literary allusion would be taken as a serious solution for his second idea. However, countless newspaper articles ridiculed the first and condemned him for the second. Scurrilous press attacks on him continued for several months and resurfaced occasionally thereafter. The extent of the public approbation can also be found in poems and stories linking him with euthanasia. Also discussed here are the sources of Osler’s equanimity in the face of such public derision and the inner drives which accounted for over 1300 publications by him—nearly half of which were composed after age 40.

Kvalitative perspektiver på evalueringer i sundhedsvæsenet

I 1924 iværksatte Adolf Meyer – leder af USA's førende psykiatriske forskningsafdeling på Johns Hopkins Medical School – en evaluering af behandlingen på et psykiatrisk statshospital i New Jersey. Hospitalet blev ledet af Meyers kollega og tidligere medarbejder Henry Cotton. Cotton hævdede, at hele 85% af patienter med alvorlige psykiske lidelser kunne helbredes med de metoder, som han havde udviklet og anvendt på New Jersey Statshospital. Cotton gav dermed patienter, pårørende, læger, politikere og skatteborgere håb, idet almindelig behandling af lignende lidelser dengang primært bestod i dyr forvaring. Cottons behandlingsregime lå i forlængelse af den bakteriologiske revolution. I 1913 havde man opdaget den syfilitiske organisme, som var årsagen til den farlige mentale sygdom GPI (General Paralysis of the Insane). Cotton drog vidtrækkende konsekvenser af den bakteriologiske tilgang og mente, at sindssygdomme i det væsentlige skyldtes infektioner. Cottons behandlingsregime bestod derfor i fjernelse og forebyggelse af betændelsestilstande. Hospitalet fjernede patienters tænder, tyktarme, tonsiller, livmoderhalse samt foretog kirurgiske rensninger af kroppens hulrum (f.eks. næse og øre). Evaluatoren, Phyllis Greenacre, opdagede hurtigt, at der var rod i journalerne fra Cottons hospital. Bl.a. vidste man ikke, om patienter blev genindlagt, og definitionen af ’rask’ var tilfældig og skønsmæssigt anslået. Greenacre vurderede også, at ca. 45% af patienterne døde som følge af behandlingen. Hun informerede hurtigt Meyer om dette, og Meyer overbragte Cotton de nedslående evalueringsresultater. Cotton godtog dem imidlertid ikke, og da Meyer ikke ville lade evalueringen publicere mod Cottons ønske, fortsatte Cotton sin behandling. Kort tid efter begyndte offentligheden dog at interessere sig for de mange dødsfald blandt patienterne på sindssygehospitalet, men på trods af en turbulent og kritisk periode, som omfattede en offentlig undersøgelseskommission, kunne Cotton fortsætte behandlingen, indtil han trak sig tilbage i 1930. Den nye overlæge forsatte ikke den kontroversielle behandlingsform. Historien om Henry Cotton rummer flere væsentlige pointer og problemstillinger med relation til artiklerne i dette temanummer om evalueringer i sundhedsvæsenet.