Det geologiske kortblad Møn omfatter Møn med de tilgrænsende øer Langø, Lindholm og Nyord samt mindre dele af Sjælland og Falster. Kortet består af dele af de topografiske kortblade 1511 I og 1512 II samt 1511 IV med randområder af tilgrænsende kortblade mod vest og nord.
Møn opdeles i tre geomorfologiske områder: det stærkt kuperede Høje Møn mod øst, det småbakkede landskab omkring Stege Nor mod vest, og det flade marine forland omkring Nyord og Ulfshale. Høje Møn opbygges af opskudte skiver af skrivekridt og kvartære aflejringer, som det ses i Møns Klint. Skiverne er op til 80 m tykke, hvoraf skrivekridtet udgør ca. 50 m. Under hele Møn består prækvartæroverfladen af Maastrichtien skrivekridt i en dybde omkring kote –25 til –40 m. Mindre skiver af glacialtektonisk forstyrret skrivekridt optræder også omkring Stege Nor og langs sydkysten af det vestlige Møn ved Hvideklint.
De ældste kvartære aflejringer er moræneler fra Saale-istiden og sand og ler fra Eem-mellemistiden. Derefter følger fluviale aflejringer og nedskylslag fra Tidlig Weichsel. Disse lag efterfølges af moræneler fra Ristinge Klint Till Formationen med over- og underliggende smeltevandsaflejringer fra Mellem Weichsel dannet under Ristinge Isfremstødet for ca. 55 000–50 000 år siden. Den næste enhed er Kraneled Formationen (ny formation), som efterfølges af moræneler tilhørende Klintholm Till Formationen (justeret formation) fra Klintholm Isfremstødet for 35 000–32 000 år siden. Formationen overlejres af mere end 10 m tykke enheder af gråt til olivengråt issøler med dropsten, smeltevandssand og lamineret fint sand samt diamikte aflejringer i Kobbelgård Formationen (ny formation). Denne formation blev aflejret i en issø, som dækkede store dele af Østersøen i en mildningsperiode for 32 000– 28 000 år siden. Denne enhed overlejres af eller er øverst sammenflettet med sand og grus tilhørende Stubberup Have Formationen (ny formation). Moræneler tilhørende den Midtdanske Till Formation blev aflejret under NØ-Isfremstødet for 23 000–20 000 år siden. Efter at NØ-Isen var smeltet tilbage fra østersøområdet, rykkede den Ungbaltiske Is frem fra den østlige del af Østersøen, hvorunder bl.a. Møns Klint og Hvideklint blev deformeret. En tilhørende strukturel enhed, Møns Klint Glacialdynamiske Kompleks, er defineret med fire sekvenser. Hele Hjelm Bugt dannede en glacial lobe, og nord herfor dannedes et randmorænestrøg. Radialt ud fra loben dannede smeltevandet store afløbskanaler fra gletsjerporte i den Ungbaltiske Is. Aflejring af sand og grus tilhørende Ny Borre Formationen (ny formation) skete i dette tidsrum. Under det Ungbaltiske Isfremstød blev Lolland Till Formationen aflejret som et relativt tyndt lag af moræneler.
Ved slutningen af Weichsel-istiden for ca. 17 000 år siden smeltede den Ungbaltiske Is tilbage. Et residualt isdække i området nordøst for Møn sendte et genfremstød til det østlige Møn, som medførte en reorientering af skrivekridtskiverne i Møns Klint. I Sen Weichsel (17 000–11 700 år før nu) fandtes søbassiner på det sydlige Møn ved Hjelm og Tøvelde samt på Høje Møn, hvor en række ferskvandslag blev dannet, og aflejringen fortsatte et stykke ind i Holocæn.
I Holocæn blev de tidligere afløbskanaler transgrederet under den atlantiske havstigning, hvorved fjorde skar sig ind fra nord og nordvest til midt på Møn. Herefter begyndte udbygningen af marine forlande, især mod nord i området Ulvshale og Nyord. De tidligere fjorde voksede til med planter, som omdannedes til tørveaflejringer. Den sidste sedimentationsfase skete langs kysterne, hvor strandvolde blev akkumuleret, og kystklitter af flyvesand blev dannet.
Effects of Initial Surface Evaporation on the Performance of Fly Ash-Based Geopolymer Paste at Elevated Temperatures